மூவொரு கடவுள் பெருவிழாவுக்குப் பின்வரும் பன்னிரண்டாம் ஞாயிறு

115:1 Ikke os, o HERRE, ikke os, men dit Navn, det give du Ære for din Miskundheds og Trofastheds Skyld!

115:2 Hvi skal Folkene sige: »Hvor er dog deres Gud?«

115:3 Vor Gud, han er i Himlen; alt, hvad han vil, det gør han!

115:4 Deres Billeder er Sølv og Guld, Værk af Menneskehænder;

115:5 de har Mund, men taler ikke, Øjne, men ser dog ej;

115:6 de har Ører, men hører ikke, Næse, men lugter dog ej;

115:7 de har Hænder, men føler ikke, Fødder, men gaar dog ej, deres Strube frembringer ikke en Lyd.

115:8 Som dem skal de, der lavede dem, blive, enhver, som stoler paa dem!

115:9 Israel stoler paa HERREN, han er deres Hjælp og Skjold;

3:4 Men en saadan Tillid have vi til Gud ved Kristus,

3:5 ikke at vi af os selv ere dygtige til at udtænke noget som ud af os selv; men vor Dygtighed er af Gud,

3:6 som ogsaa gjorde os dygtige til at være en ny Pagts Tjenere, ikke Bogstavens, men Aandens; thi Bogstaven ihjelslaar, men Aanden levendegør.

3:7 Men naar Dødens Tjeneste, med Bogstaver indristet i Stene, fremtraadte i Herlighed, saa at Israels Børn ikke kunde fæste Øjet paa Mose Ansigt paa Grund af hans Ansigts Herlighed, som dog forsvandt,

3:8 hvorledes skal da ikke Aandens Tjeneste end mere være i Herlighed?

3:9 Thi naar Fordømmelsens Tjeneste havde Herlighed, er meget mere Retfærdighedens Tjeneste rig paa Herlighed.

7:31 Og da han gik bort igen fra Tyrus's Egne, kom han over Sidon midt igennem Dekapolis's Egne til Galilæas Sø.

7:32 Og de bringe ham en døv, som ogsaa vanskeligt kunde tale, og bede ham om, at han vilde lægge Haanden paa ham.

7:33 Og han tog ham afsides fra Skaren og lagde sine Fingre i hans Øren og spyttede og rørte ved hans Tunge

7:34 og saa op til Himmelen, sukkede og sagde til ham: „Effata!‟ det er: lad dig op!

7:35 Og hans Øren aabnedes, og straks løstes hans Tunges Baand, og han talte ret.

7:36 Og han bød dem, at de ikke maatte sige det til nogen; men jo mere han bød dem, desto mere kundgjorde de det.

7:37 Og de bleve over al Maade slagne af Forundring og sagde: „Han har gjort alle Ting vel; baade gør han, at de døve høre, og at maalløse tale.‟