14:1
En gang da han kom ind i en af de øverste farisæeres hus på en sabbat for at deltage i et måltid, holdt de nøje øje med ham.
14:2
Og se, en mand med vand i kroppen stod foran ham.
14:3
Jesus tog til orde og sagde til de lovkyndige og farisæerne: »Er det tilladt at helbrede på sabbatten eller ej?«
14:4
Men de tav. Han tog på ham og helbredte ham og lod ham gå.
14:5
Han sagde til dem: »Hvem iblandt jer vil ikke straks, hvis hans søn eller okse falder i en brønd, trække dem op på sabbatsdagen?«
14:6
Det kunne de ikke svare på.
14:7
Men han fortalte en lignelse til de indbudte da han bemærkede hvordan de udvalgte sig de øverste pladser ved bordet, og sagde til dem:
14:8
»Når du bliver indbudt af nogen til bryllup, da skal du ikke sætte dig øverst til bords, for at ikke en fornemmere end du skulle være indbudt af ham,
14:9
og han som indbød dig og ham, kommer og siger til dig: >Giv ham plads,< og du da med skam kommer til at sidde nederst.
14:10
Men når du bliver indbudt, gå da hen og sæt dig på den nederste, for at når han som har indbudt dig, kommer, han da må sige til dig: >Ven! Ryk højere op.< Da skal du blive æret over for alle dem der sidder til bords med dig.
14:11
For enhver som ophøjer sig selv, vil blive ydmyget; og den som ydmyger sig selv, vil blive ophøjet.«