தவக்காலத்தின் முதல் ஞாயிறு

3:1 Slangen var mere snu end alle markens vilde dyr som Gud HERREN havde lavet, og den sagde til kvinden: »Har Gud virkelig sagt: ›I må ikke spise af noget træ i haven?‹«

3:2 Kvinden sagde til slangen: »Vi må gerne spise af frugterne på havens træer;

3:3 men om frugten af det træ som står midt i haven, har Gud sagt: ›I må ikke spise af den og ikke røre ved den, ellers skal I dø.‹«

3:4 Slangen sagde til kvinden: »I skal bestemt ikke lide døden;

3:5 men Gud ved at den dag I spiser af den, vil jeres øjne blive åbnet, og I vil blive ligesom Gud og kende godt og ondt.«

3:6 Kvinden så at træet var godt at spise af; at det så dejligt ud, og at det var et træ som var godt at få forstand af. Hun tog af dets frugt og spiste og gav også frugten til sin mand som var hos hende, og han spiste.

3:7 Da åbnedes begges øjne, og de erkendte at de var nøgne. De syede så figenblade sammen og lavede lændeklæder.

3:8 Så hørte de lyden af Gud HERREN som vandrede i haven da dagen blev kølig. Da skjulte mennesket og hans kone sig for Gud HERREN blandt havens træer.

3:9 Gud HERREN kaldte på mennesket og sagde til ham: »Hvor er du?«

3:10 Han sagde: »Jeg hørte dig i haven og blev bange; for jeg var nøgen, og jeg skjulte mig.«

3:11 Han sagde: »Hvem har fortalt dig at du var nøgen? Har du spist af det træ som jeg forbød dig at spise af?«

3:12 Mennesket sagde: »Kvinden, som du satte hos mig, hun gav mig af træet, og så spiste jeg.«

3:13 Da sagde Gud HERREN til kvinden: »Hvad har du gjort?« Og kvinden sagde: »Det var slangen som forførte mig, og så spiste jeg.«

3:14 Da sagde Gud HERREN til slangen:

3:15 Jeg vil sætte fjendskab imellem dig og kvinden og imellem dit afkom og hendes afkom.

3:16 Til kvinden sagde han:

3:17 Og til Adam sagde han:

3:18 tjørn og tidsel skal den lade spire frem,

3:19 I dit ansigts sved skal du spise dit brød

6:1 Men som hans medarbejdere formaner vi så det ikke er forgæves at I har modtaget Guds nåde,

6:2 for han siger: »Jeg har hørt dig i en gunstig tid, og jeg har hjulpet dig på frelsens dag.« Se, nu er det en gunstig tid, se, nu er det frelsens dag.

6:3 I intet giver vi anledning til fald for at tjenesten ikke skal blive spottet,

6:4 men i alt anbefaler vi os som Guds tjenere, ved stor udholdenhed, under trængsel, i nød, i angst,

6:5 i pine, i fængsel, i uroligheder, under besvær, i søvnløse nætter, i sult,

6:6 ved renhed, ved kundskab, ved tålmodighed, ved godhed, ved Helligånden, ved oprigtig kærlighed,

6:7 ved sandhedens ord, ved Guds kraft, ved retfærdighedens våben til angreb og forsvar,

6:8 ved ære og vanære, under dårligt rygte og godt rygte, som bedragere og sandfærdige,

6:9 som ukendte og velkendte, som døende og se, vi lever, som tugtede, men ikke udleverede til døden,

6:10 som bedrøvede, men altid glade, som fattige som gør mange rige, og som de der intet har, og som ejer alt.

4:1 Da blev Jesus af Ånden ført til ørkenen for at blive fristet af Djævelen.

4:2 Da han havde fastet i fyrre dage og fyrre nætter, sultede han til sidst.

4:3 Og fristeren kom og sagde til ham: »Når du er Guds Søn, så sig at disse sten dér skal blive til brød.«

4:4 Men han svarede: »Der står skrevet: >Mennesket skal ikke leve af brød alene, men af hvert ord som udgår af Guds mund.«<

4:5 Da tog Djævelen ham med sig til den hellige by og stillede ham på templets tinde,

4:6 og han sagde til ham: »Når du er Guds Søn, så kast dig ned, for der står skrevet: >Han skal befale sine engle med henblik på dig, og de skal bære dig på hænder for at du ikke skal støde din fod mod en sten.«<

4:7 Jesus sagde til ham: »Der står også skrevet: >Du må ikke friste Herren, din Gud.«<

4:8 Igen tog Djævelen ham med sig op på et meget højt bjerg og viste ham alle verdens riger og deres herlighed,

4:9 og han sagde til ham: »Alt dette vil jeg give dig, hvis du kaster dig ned og tilbeder mig.«

4:10 Så sagde Jesus til ham: »Gå bort, Satan, for der står skrevet: >Du skal tilbede din Herren Gud og tjene ham alene.«< v11. Da forlod Djævelen ham, og se, engle kom og tjente ham.