Trinitatis

20. søndag efter Trinitatis

Tekstrække 2

Bibeloversættelse

Den Frie Bibel

📜
Det Gamle Testamente

Esajas' Bog 5,1-7

5:1 Jeg vil synge om min elskede, min elskedes sang om hans vingård. Min elskede havde en vingård på en frugtbar skråning.

5:2 Han gravede den, rensede den for sten og plantede den til med vinstokke. Han byggede et tårn midt i den og udhuggede endda en vinperse i den. Og så ventede han at den skulle bære gode druer, men den bar vilde druer.

5:3 Og nu, Jerusalems indbyggere og Judas mænd, døm imellem mig og min vingård!

5:4 Hvad var der mere at gøre ved min vingård som jeg ikke havde gjort ved den? Hvorfor ventede jeg at den skulle bære gode druer, når den bar vilde druer?

5:5 Og nu vil jeg lade jer vide hvad jeg vil gøre ved min vingård: Jeg vil fjerne dens hegn så den afgnaves; jeg vil rive dens gærde ned så den nedtrædes.

5:6 Og jeg vil lægge den øde; den skal ikke beskæres og ikke hakkes, men der skal vokse tjørn og tidsler. Jeg vil forbyde skyerne at lade regn falde på den.

5:7 For Israels hus er Hærskarers HERRES vingård, og Judas mænd er hans kæreste plante. Han ventede lovlighed, men der blev lovløshed, retfærd, men der blev voldsfærd!

Epistel

Paulus' Brev til Romerne 11,25-32

11:25 For jeg vil ikke, brødre, at I skal være uvidende om denne hemmelighed for at I ikke skal være kloge i jer selv: En delvis forhærdelse er kommet over Israel indtil fylden af hedningerneer gået ind,

11:26 og så vil hele Israel blive frelst, ligesom der står skrevet: Befrieren vil komme fra Zion, han vil fjerne ugudeligheder fra Jakob,

11:27 og dette vil være min pagt med dem når jeg tager deres synder bort.

11:28 Ifølge evangeliet er jøderne fjender for jeres skyld, men ifølge udvælgelsen er de elskede for fædrenes skyld,

11:29 for Gud fortryder ikke sine nådegaver og sit kald.

11:30 For ligesom I engang var ulydige mod Gud, men nu er blevet vist barmhjertighed ved deres ulydighed,

11:31 således er også jøderne nu blevet ulydige for at også de skal blive vist barmhjertighed ved den barmhjertighed I er blevet vist.

11:32 For Gud har indesluttet alle under ulydighed for at vise alle barmhjertighed.

Evangelium

Matthæusevangeliet 21,28-44

21:28 »Men hvad mener I? En mand havde to sønner. Han gik til den første og sagde: >Søn, gå i dag hen og arbejd i min vingård<.

21:29 Og han svarede: >Jeg vil ikke<, men senere angrede han og gik derhen.

21:30 Men han gik til den anden og sagde det samme. Han svarede: >Ja, herre,< men han gik ikke derhen.

21:31 Hvem af de to udførte farens vilje?« De sagde: »Den første.« Jesus sagde til dem: »Sandelig siger jeg jer: Toldere og skøger skal gå ind i Guds rige før jer.

21:32 For Johannes kom til jer med vejen til retfærdighed, og I troede ham ikke, men toldere og skøger troede ham, og skønt I så det, angrede I ikke senere så I troede ham.«

21:33 Hør en anden lignelse: Der var en husherre som plantede en vingård, satte et gærde om den, gravede en perse i den og byggede et tårn, og han lejede den ud til vinbønder og drog udenlands.

21:34 Da frugttiden nærmede sig, sendte han sine tjenere til vinbønderne for at få sine frugter.

21:35 Vinbønderne greb hans tjenere, en slog de, en anden dræbte de, og en tredje stenede de.

21:36 Han sendte igen andre tjenere, flere end de første, og de gjorde det samme med dem.

21:37 Men sidst sendte han sin søn til dem og sagde: >De vil respektere min søn<.

21:38 Men da vinbønderne så sønnen, sagde de til hinanden: >Han er arvingen, kom, lad os dræbe ham, og vi vil få hans arv,<

21:39 og de greb ham, kastede ham ud uden for vingården og dræbte ham.

21:40 Men når vingårdens herre kommer, hvad vil han så gøre ved disse vinbønder?«

21:41 De sagde til ham: »Han vil berede et ondt endeligt for de onde og leje sin vingård ud til andre som vil give ham frugterne til rette tid.«

21:42 Jesus sagde til dem: »Har I aldrig læst i skrifterne: >Den sten som murerne forkastede, den er blevet hjørnestenen; fra Herren er dette kommet, og det er underfuldt for vore øjne.<

21:43 Derfor siger jeg jer: Fra jer skal Guds riges tages og gives til et folk som bringer dets frugter.

21:44 Og den som falder på denne sten, skal slås i stykker, og den som den falder på, ham skal den knuse.«