Esajas' Bog 35
35:1 Ørken og hede skal fryde sig, Ødemark juble og blomstre;
35:2 blomstre frodigt som Rosen og juble, ja juble med Fryd. Libanons Herlighed gives den, Karmels og Sarons Pragt. HERRENS Herlighed skuer de, vor Guds Højhed.
35:3 Styrk de slappe Hænder, lad de vaklende Knæ blive faste,
35:4 sig til de ængstede Hjerter: Vær stærke, vær uden Frygt! Se eders Gud! Han kommer med Hævn, Gengæld kommer fra Gud; han kommer og frelser eder.
35:5 Da aabnes de blindes Øjne, de døves Ører lukkes op;
35:6 da springer den halte som Hjort, den stummes Tunge jubler; thi Vand vælder frem i Ørkenen, Bække i Ødemark;
35:7 det glødende Sand bliver Vanddrag, til Kildevæld tørstigt Land. I Sjakalers Bo holder Hjorde Rast, paa Strudsenes Enemærker gror Rør og Siv.
35:8 Der bliver en banet Vej, den hellige Vej skal den kaldes; ingen uren færdes paa den, den er Valfartsvej for hans Folk, selv enfoldige farer ej vild.
35:9 Paa den er der ingen Løver, Rovdyr træder den ej, der skal de ikke findes. De genløste vandrer ad den,
35:10 HERRENS forløste vender hjem, de drager til Zion med Jubel, med evig Glæde om Issen; Fryd og Glæde faar de, Sorg og Suk skal fly.