மூவொரு கடவுள் பெருவிழாவுக்குப் பின்வரும் ஐந்தாம் ஞாயிறு

6:1 I kong Uzzijas dødsår så jeg Herren sidde på en høj og ophøjet trone, og hans slæb fyldte templet.

6:2 Der stod serafer over ham. Hver af dem havde seks vinger; og med to skjulte de ansigtet, med to skjulte de deres fødder, og med to fløj de.

6:3 Og de råbte til hinanden og sagde: »Hellig, hellig, hellig er Hærskarers HERRE; hele jorden er fuld af hans herlighed.«

6:4 Og dørposterne med dørtærsklerne rystede ved lyden af den der råbte, og huset blev fuldt af røg.

6:5 Da sagde jeg: »Ve mig, for det er ude med mig! For jeg er en mand med urene læber, og jeg bor midt iblandt et folk der har urene læber. Og nu har mine øjne set Kongen, Hærskarers HERRE.«

6:6 Så fløj en af seraferne hen til mig. I sin hånd havde han et stykke glødende kul, han havde taget fra alteret med en tang.

6:7 Og han berørte min mund og sagde: »Se, dette kul har rørt ved dine læber; din skyld er fjernet, og din synd er sonet.« ***

6:8 Og jeg hørte Herrens stemme, som sagde: »Hvem skal jeg sende? Og hvem vil gå for os?« Da sagde jeg: »Se, her er jeg, send mig!«

3:8 Men til sidst: I skal alle være enige, medfølende, elskende brødrene, barmhjertige og ydmyge,

3:9 gengæld ikke ondt med ondt eller skældsord med skældsord, men velsign tværtimod, for til dette blev I kaldet for at I skulle arve velsignelse.

3:10 For »den som vil elske livet og se gode dage, skal holde sin tunge fra ondt og sine læber fra bedrag,

3:11 og han skal vende sig fra det onde og gøre det gode, han skal søge freden og stræbe efter den,

3:12 for Herrens øjne er til retfærdige og hans ører til deres bøn, men Herrens ansigt er vendt bort fra dem, som gør ondt.«

3:13 Hvem kan gøre jer ondt hvis I er ivrige efter det gode?

3:14 Men selvom I også skulle lide på grund af retfærdighed, er I lykkelige. »Men frygt ikke frygten for dem eller forfærdes,«

3:15 men I skal hellige Herren Kristus i jeres hjerter, altid forberedt på forsvar over for enhver som kræver jer til regnskab for håbet i jer,

5:1 Men det skete da folkeskaren trængte sig sammen om ham og hørte Guds ord mens han stod ved Genezaret sø,

5:2 da så han to både ligge ved søen; men fiskerne var gået fra borde og rensede deres garn.

5:3 Han gik om bord i en af bådene, den der tilhørte Simon, og bad ham om at lægge lidt fra land; og siddende der underviste han skarerne fra båden.

5:4 Men da han holdt op med at tale, sagde han til Simon: »Sejl ud på dybet og kast jeres garn ud til fangst!«

5:5 Simon sagde til ham: »Mester! Vi har slidt hele natten og fik ingenting; men på dit ord vil jeg kaste garnene ud.«

5:6 Da de gjorde det, fik de en stor mængde fisk i deres garn, men garnene var ved at gå i stykker.

5:7 De gjorde tegn til deres kammerater i den anden båd at de skulle komme og hjælpe dem. De kom, og de fyldte begge både så de var lige ved at synke.

5:8 Men da Simon Peter så det, faldt han ned for Jesu knæ og sagde: »Gå bort fra mig, for jeg er en syndig mand, Herre!«

5:9 For en rædsel var kommet over ham og alle dem som var med ham, over den fiskefangst de havde fået;

5:10 ligeledes også Jakob og Johannes, Zebedæus's sønner, som var Simons partnere. Jesus sagde til Simon: »Frygt ikke, fra nu af skal du fange mennesker.«

5:11 Og de lagde bådene til land og forlod alting og fulgte ham.