தவக்காலம்

தவக்காலத்தின் ஐந்தாம் ஞாயிறு

உரைத்தொகுப்பு 2

வேதாகம மொழிபெயர்ப்பு

OT1931/NT1907 — அசல் எழுத்துமுறையுடன் டேனிஷ் OT1931 + NT1907

பரிசுத்த வேதாகமம் எக்யூமெனிக்கல் விவிலியம் Romanized Bible Den Frie Bibel OT1931/NT1907 King James Version
ஒற்றை காட்சி பரிசுத்த வேதாகமம் ஒப்பீடு எக்யூமெனிக்கல் விவிலியம் ஒப்பீடு Romanized Bible ஒப்பீடு Den Frie Bibel ஒப்பீடு King James Version ஒப்பீடு
வேதாகம PDF பெறுக
📜
பழைய ஏற்பாடு

எசாயா (ஏசாயா) 7:10-14 அல்லது தொடக்க நூல் (ஆதியாகமம்) 18:1-15

எசாயா (ஏசாயா) 7:10-14

7:10 Fremdeles sagde HERREN til Akaz:

7:11 »Kræv dig et Tegn af HERREN din Gud nede i Dødsriget eller oppe i Himmelen!«

7:12 Men Akaz svarede: »Jeg kræver intet, jeg frister ikke HERREN.«

7:13 Da sagde Esajas: »Hør nu, Davids Hus! Er det eder ikke nok at trætte Mennesker, siden I ogsaa trætter min Gud?

7:14 Derfor vil Herren selv give eder et Tegn: Se, Jomfruen bliver frugtsommelig og føder en Søn, og hun kalder ham Immanuel.

தொடக்க நூல் (ஆதியாகமம்) 18:1-15

18:1 Siden aabenbarede HERREN sig for ham ved Mamres Lund, engang han sad i Teltdøren paa den hedeste Tid af Dagen.

18:2 Da han saa op, fik han Øje paa tre Mænd, der stod foran ham. Saa snart han fik Øje paa dem, løb han dem i Møde fra Teltdøren, bøjede sig til Jorden

18:3 og sagde: »Herre, hvis jeg har fundet Naade for dine Øjne, saa gaa ikke din Træl forbi!

18:4 Lad der blive hentet lidt Vand, saa I kan tvætte eders Fødder og hvile ud under Træet.

18:5 Saa vil jeg bringe et Stykke Brød, for at I kan styrke eder; siden kan I drage videre — da eders Vej nu engang har ført eder forbi eders Træl!« De svarede: »Gør, som du siger!«

18:6 Da skyndte Abraham sig ind i Teltet til Sara og sagde: »Tag hurtigt tre Maal fint Mel, ælt det og bag Kager deraf!«

18:7 Saa ilede han ud til Kvæget, tog en fin og lækker Kalv og gav den til Svenden, og han tilberedte den i Hast.

18:8 Derpaa tog han Surmælk og Sødmælk og den tilberedte Kalv, satte det for dem og gik dem til Haande under Træet, og de spiste.

18:9 Da sagde de til ham: »Hvor er din Hustru Sara?« Han svarede: »Inde i Teltet!«

18:10 Saa sagde han: »Næste Aar ved denne Tid kommer jeg til dig igen, og saa har din Hustru Sara en Søn!« Men Sara lyttede i Teltdøren bag ved dem;

18:11 og da Abraham og Sara var gamle og højt oppe i Aarene, og det ikke mere gik Sara paa Kvinders Vis,

18:12 lo hun ved sig selv og tænkte: »Skulde jeg virkelig føle Attraa, nu jeg er affældig, og min Herre er gammel?«

18:13 Da sagde HERREN til Abraham: »Hvorfor ler Sara og tænker: Skulde jeg virkelig føde en Søn, nu jeg er gammel?

18:14 Skulde noget være umuligt for Herren? Næste Aar ved denne Tid kommer jeg til dig igen, og saa har Sara en Søn!«

18:15 Men Sara nægtede og sagde: »Jeg lo ikke!« Thi hun frygtede. Men han sagde: »Jo, du lo!«

✉
திருமுகம்

கொரிந்தியருக்கு எழுதிய முதல் திருமுகம் (1 கொரிந்தியர்) 1:21-31

1:21 Thi efterdi Verden ved sin Visdom ikke erkendte Gud i hans Visdom, behagede det Gud ved Prædikenens Daarskab at frelse dem, som tro,

1:22 eftersom baade Jøder kræve Tegn, og Grækere søge Visdom,

1:23 vi derimod prædike Kristus som korsfæstet, for Jøder en Forargelse og for Hedninger en Daarskab,

1:24 men for selve de kaldede baade Jøder og Grækere, Kristus som Guds Kraft og Guds Visdom.

1:25 Thi Guds Daarskab er visere end Menneskene, og Guds Svaghed er stærkere end Menneskene.

1:26 Thi ser, Brødre! paa eders Kaldelse, at I ere ikke mange vise efter Kødet, ikke mange mægtige, ikke mange fornemme;

1:27 men det, som var Daarskab for Verden, udvalgte Gud for at beskæmme de vise, og det, som var svagt for Verden, udvalgte Gud for at beskæmme det stærke;

1:28 og det for Verden uædle og det ringeagtede, det, som intet var, udvalgte Gud for at gøre det, som var noget, til intet,

1:29 for at intet Kød skal rose sig for Gud.

1:30 Men ud af ham ere I i Kristus Jesus, som blev os Visdom fra Gud, baade Retfærdighed og Helliggørelse og Forløsning;

1:31 for at, som der er skrevet: „Den, som roser sig, rose sig af Herren!‟

✝
நற்செய்தி

லூக்கா நற்செய்தி (லூக்கா) 1:46-55

1:46 Og Maria sagde: „Min Sjæl ophøjer Herren;

1:47 og min Aand fryder sig over Gud, min Frelser;

1:48 thi han har set til sin Tjenerindes Ringhed. Thi se, nu herefter skulle alle Slægter prise mig salig,

1:49 fordi den mægtige har gjort store Ting imod mig. Og hans Navn er helligt;

1:50 og hans Barmhjertighed varer fra Slægt til Slægt over dem, som frygte ham.

1:51 Han har øvet Vælde med sin Arm; han har adspredt dem, som ere hovmodige i deres Hjertes Tanke.

1:52 Han har nedstødt mægtige fra Troner og ophøjet ringe.

1:53 Hungrige har han mættet med gode Gaver, og rige har han sendt tomhændede bort.

1:54 Han har taget sig af sin Tjener Israel for at ihukomme Barmhjertighed

1:55 imod Abraham og hans Sæd til evig Tid, saaledes som han talte til vore Fædre.‟

← தவக்காலம் திரும்பவும்