திருப்பாடல்கள் (சங்கீதம்) 22:2-22 அல்லது எசாயா (ஏசாயா) 52:13-15 அல்லது எசாயா (ஏசாயா) 53
திருப்பாடல்கள் (சங்கீதம்) 22:2-22
22:2 Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig? Mit Skrig til Trods er Frelsen mig fjern.
22:3 Min Gud, jeg raaber om Dagen, du svarer ikke, om Natten, men finder ej Hvile.
22:4 Og dog er du den hellige, som troner paa Israels Lovsange.
22:5 Paa dig forlod vore Fædre sig, forlod sig, og du friede dem;
22:6 de raabte til dig og frelstes, forlod sig paa dig og blev ikke til Skamme.
22:7 Men jeg er en Orm og ikke en Mand, til Spot for Mennesker, Folk til Spe;
22:8 alle, der ser mig, haaner mig, vrænger Mund og ryster paa Hovedet:
22:9 »Han har væltet sin Sag paa HERREN; han fri ham og frelse ham, han har jo Velbehag i ham.«
22:10 Ja, du drog mig af Moders Liv, lod mig hvile trygt ved min Moders Bryst;
22:11 paa dig blev jeg kastet fra Moders Skød, fra Moders Liv var du min Gud.
22:12 Vær mig ikke fjern, thi Trængslen er nær, og ingen er der, som hjælper!
22:13 Stærke Tyre staar omkring mig, Basans vældige omringer mig,
22:14 spiler Gabet op imod mig som rovgridske, brølende Løver.
22:15 Jeg er som Vand, der er udgydt, alle mine Knogler skilles, mit Hjerte er blevet som Voks, det smelter i Livet paa mig;
22:16 min Gane er tør som et Potteskaar, til Gummerne klæber min Tunge, du lægger mig ned i Dødens Støv.
22:17 Thi Hunde staar omkring mig, onde i Flok omringer mig, de har gennemboret mine Hænder og Fødder,
22:18 jeg kan tælle alle mine Ben; med Skadefryd ser de paa mig.
22:19 Mine Klæder deler de mellem sig, om Kjortelen kaster de Lod.
22:20 Men du, o HERRE, vær ikke fjern, min Redning, il mig til Hjælp!
22:21 Udfri min Sjæl fra Sværdet, min eneste af Hundes Vold!
22:22 Frels mig fra Løvens Gab, fra Vildoksens Horn! Du har bønhørt mig.
எசாயா (ஏசாயா) 52:13-15
52:13 Se, min Tjener faar Fremgang han stiger, løftes og ophøjes saare.
52:14 Som mange blev maalløse over ham, — saa umenneskelig ussel saa han ud, han ligned ej Menneskenes Børn —
52:15 skal Folk i Mængde undres, Konger blive stumme over ham; thi hvad ikke var sagt dem, ser de, de skuer, hvad de ikke havde hørt.
எசாயா (ஏசாயா) 53
53:1 Hvo troede det, vi hørte, for hvem aabenbaredes HERRENS Arm?
53:2 Han skød op som en Kvist for hans Aasyn, som et Rodskud af udtørret Jord, uden Skønhed og Pragt til at drage vort Blik, uden Ydre, saa vi syntes om ham,
53:3 ringeagtet, skyet af Folk, en Smerternes Mand og kendt med Sygdom, en, man skjuler sit Ansigt for, agtet ringe, vi regned ham ikke.
53:4 Og dog — vore Sygdomme bar han, tog vore Smerter paa sig; vi regnede ham for plaget, slagen, gjort elendig af Gud.
53:5 Men han blev saaret for vore Overtrædelser, knust for vor Brødes Skyld; os til Fred kom Straf over ham, vi fik Lægedom ved hans Saar.
53:6 Vi for alle vild som Faar, vi vendte os hver sin Vej, men HERREN lod falde paa ham den Skyld, der laa paa os alle.
53:7 Han blev knust og bar det stille, han oplod ikke sin Mund som et Lam, der føres hen at slagtes, som et Faar, der er stumt, naar det klippes — han oplod ikke sin Mund.
53:8 Fra Trængsel og Dom blev han taget, men hvem i hans Samtid tænkte, da han reves fra de levendes Land, at han ramtes for mit Folks Overtrædelse?
53:9 Hos gudløse gav man ham Grav og Gravkammer hos den rige, endskønt han ej gjorde Uret, og der ikke var Svig i hans Mund.
53:10 Det var HERRENS Vilje at slaa ham med Sygdom; naar hans Sjæl havde fuldbragt et Skyldoffer, skulde han se Afkom, leve længe og HERRENS Vilje lykkes ved hans Haand.
53:11 Fordi hans Sjæl har haft Møje, skal han se det, hvorved han skal mættes. Naar han kendes, skal min retfærdige Tjener retfærdiggøre de mange, han, som bar deres Overtrædelser.
53:12 Derfor arver han mange, med mægtige deler han Bytte, fordi han udtømte sin Sjæl til Døden og regnedes blandt Overtrædere; dog bar han manges Synd, og for Overtrædere bad han.