பெரிய வியாழன்

116:1 Halleluja! Jeg elsker HERREN, thi han hører min Røst, min tryglende Bøn,

116:2 ja, han bøjed sit Øre til mig, jeg paakaldte HERRENS Navn.

116:3 Dødens Baand omspændte mig, Dødsrigets Angster greb mig, i Trængsel og Nød var jeg stedt.

116:4 Jeg paakaldte HERRENS Navn: »Ak, HERRE, frels min Sjæl!«

116:5 Naadig er HERREN og retfærdig, barmhjertig, det er vor Gud;

116:6 HERREN vogter enfoldige, jeg var ringe, dog frelste han mig.

116:7 Vend tilbage, min Sjæl, til din Ro, thi HERREN har gjort vel imod dig!

116:8 Ja, han fried min Sjæl fra Døden, mit Øje fra Graad, min Fod fra Fald.

116:9 Jeg vandrer for HERRENS Aasyn udi de levendes Land;

116:10 jeg troede, derfor talte jeg, saare elendig var jeg,

116:11 sagde saa i min Angst: »Alle Mennesker lyver!«

116:12 Hvorledes skal jeg gengælde HERREN alle hans Velgerninger mod mig?

116:13 Jeg vil løfte Frelsens Bæger og paakalde HERRENS Navn.

116:14 Jeg vil indfri HERREN mine Løfter i Paasyn af alt hans Folk.

116:15 Kostbar i HERRENS Øjne er hans frommes Død.

116:16 Ak, HERRE, jeg er jo din Tjener, din Tjener, din Tjenerindes Søn, mine Lænker har du løst.

116:17 Jeg vil ofre dig Lovprisningsoffer og paakalde HERRENS Navn;

116:18 mine Løfter vil jeg indfri HERREN i Paasyn af alt hans Folk

116:19 i HERRENS Hus's Forgaarde og i din Midte, Jerusalem!

11:23 Thi jeg har modtaget fra Herren, hvad jeg ogsaa har overleveret eder: At den Herre Jesus i den Nat, da han blev forraadt, tog Brød,

11:24 takkede og brød det og sagde: „Dette er mit Legeme, som er for eder; gører dette til min Ihukommelse!‟

11:25 Ligesaa tog han ogsaa Kalken efter Aftensmaaltidet og sagde: „Denne Kalk er den nye Pagt i mit Blod; gører dette, saa ofte som I drikke det, til min Ihukommelse!‟

11:26 Thi saa ofte, som I æde dette Brød og drikke Kalken, forkynde I Herrens Død, indtil han kommer.

13:1 Men før Paaskehøjtiden, da Jesus vidste, at hans Time var kommen, til at han skulde gaa bort fra denne Verden til Faderen, da, ligesom han havde elsket sine egne, som vare i Verden, saa elskede han dem indtil Enden.

13:2 Og medens der holdtes Aftensmaaltid, da Djævelen allerede havde indskudt i Judas's, Simons Søns, Iskariots Hjerte, at han skulde forraade ham;

13:3 da Jesus vidste, at Faderen havde givet ham alle Ting i Hænde, og at han var udgaaet fra Gud og gik hen til Gud:

13:4 saa rejser han sig fra Maaltidet og lægger sine Klæder fra sig, og han tog et Linklæde og bandt det om sig.

13:5 Derefter hælder han Vand i Vadskefadet og begyndte at to Disciplenes Fødder og at tørre dem med Linklædet, som han var ombunden med.

13:6 Han kommer da til Simon Peter; og denne siger til ham: „Herre! tor du mine Fødder?‟

13:7 Jesus svarede og sagde til ham: „Hvad jeg gør, ved du ikke nu, men du skal forstaa det siden efter.‟

13:8 Peter siger til ham: „Du skal i al Evighed ikke to mine Fødder.‟ Jesus svarede ham: „Dersom jeg ikke tor dig, har du ikke Lod sammen med mig.‟

13:9 Simon Peter siger til ham: „Herre! ikke mine Fødder alene, men ogsaa Hænderne og Hovedet.‟

13:10 Jesus siger til ham: „Den, som er tvættet, har ikke nødig at to andet end Fødderne, men er ren over det hele; og I ere rene, men ikke alle.‟

13:11 Thi han kendte den, som forraadte ham; derfor sagde han: „I ere ikke alle rene.‟

13:12 Da han nu havde toet deres Fødder og havde taget sine Klæder og atter sat sig til Bords, sagde han til dem: „Vide I, hvad jeg har gjort ved eder?

13:13 I kalde mig Mester og Herre, og I tale ret, thi jeg er det.

13:14 Naar da jeg, Herren og Mesteren, har toet eders Fødder, saa ere ogsaa I skyldige at to hverandres Fødder.

13:15 Thi jeg har givet eder et Eksempel, for at, ligesom jeg gjorde ved eder, skulle ogsaa I gøre.