உரைத்தொகுப்பு 2
OT1931/NT1907 — அசல் எழுத்துமுறையுடன் டேனிஷ் OT1931 + NT1907
9:9 Fryd dig saare, Zions Datter, raab med Glæde, Jerusalems Datter! Se, din Konge kommer til dig. Retfærdig og sejrrig er han, ydmyg, ridende paa et Æsel, paa en Asenindes Føl.
9:10 Han udrydder Vognene af Efraim, Hestene af Jerusalem, Stridsbuerne ryddes til Side. Hans Ord stifter Fred mellem Folkene, han hersker fra Hav til Hav, fra Floden til Jordens Ende.
2:5 Det samme Sindelag være i eder, som ogsaa var i Kristus Jesus,
2:6 han, som, da han var i Guds Skikkelse, ikke holdt det for et Rov at være Gud lig,
2:7 men forringede sig selv, idet han tog en Tjeners Skikkelse paa og blev Mennesker lig;
2:8 og da han i Fremtræden fandtes som et Menneske, fornedrede han sig selv, saa han blev lydig indtil Døden, ja, Korsdøden.
2:9 Derfor har ogsaa Gud højt ophøjet ham og skænket ham det Navn, som er over alle Navne,
2:10 for at i Jesu Navn hvert Knæ skal bøje sig, deres i Himmelen og paa Jorden og under Jorden,
2:11 og hver Tunge skal bekende, at Jesus Kristus er Herre, til Gud Faders Ære.
14:3 Og da han var i Bethania, i Simon den spedalskes Hus, kom der, medens han sad til Bords, en Kvinde, som havde en Alabastkrukke med ægte, saare kostbar Nardussalve; og hun sønderbrød Alabastkrukken og udgød den paa hans Hoved.
14:4 Men der var nogle, som bleve vrede hos sig selv og sagde: „Hvortil er denne Spilde af Salven sket?
14:5 Denne Salve kunde jo være solgt for mere end tre Hundrede Denarer og være given til de fattige.‟ Og de overfusede hende.
14:6 Men Jesus sagde: „Lader hende være, hvorfor volde I hende Fortrædeligheder? Hun har gjort en god Gerning imod mig.
14:7 De fattige have I jo altid hos eder, og naar I ville, kunne I gøre vel imod dem; men mig have I ikke altid.
14:8 Hun gjorde, hvad hun kunde; hun salvede forud mit Legeme til Begravelsen.
14:9 Sandelig, siger jeg eder, hvor som helst i hele Verden Evangeliet bliver prædiket, skal ogsaa det, som hun har gjort, omtales til hendes Ihukommelse.‟
12:1 Seks Dage før Paaske kom Jesus nu til Bethania, hvor Lazarus boede, han, som Jesus havde oprejst fra de døde.
12:2 Der gjorde de da et Aftensmaaltid for ham, og Martha vartede op; men Lazarus var en af dem, som sade til Bords med ham.
12:3 Da tog Maria et Pund af ægte, saare kostbar Nardussalve og salvede Jesu Fødder og tørrede hans Fødder med sit Haar; og Huset blev fuldt af Salvens Duft.
12:4 Da siger en af hans Disciple, Judas, Simons Søn, Iskariot, han, som siden forraadte ham:
12:5 „Hvorfor blev denne Salve ikke solgt for tre Hundrede Denarer og given til fattige?‟
12:6 Men dette sagde han, ikke fordi han brød sig om de fattige, men fordi han var en Tyv og havde Pungen og bar, hvad der blev lagt deri.
12:7 Da sagde Jesus: „Lad hende med Fred, hun har jo bevaret den til min Begravelsesdag!
12:8 De fattige have I jo altid hos eder; men mig have I ikke altid.‟
12:9 En stor Skare af Jøderne fik nu at vide, at han var der; og de kom ikke for Jesu Skyld alene, men ogsaa for at se Lazarus, hvem han havde oprejst fra de døde.
12:10 Men Ypperstepræsterne raadsloge om ogsaa at slaa Lazarus ihjel;
12:11 thi for hans Skyld gik mange af Jøderne hen og troede paa Jesus.
12:12 Den følgende Dag, da den store Skare, som var kommen til Højtiden, hørte, at Jesus kom til Jerusalem,
12:13 toge de Palmegrene og gik ud imod ham og raabte: „Hosanna! velsignet være den, som kommer, i Herrens Navn, Israels Konge!‟
12:14 Men Jesus fandt et ungt Æsel og satte sig derpaa, som der er skrevet:
12:15 „Frygt ikke, Zions Datter! se, din Konge kommer, siddende paa en Asenindes Føl.‟
12:16 Dette forstode hans Disciple ikke først; men da Jesus var herliggjort, da kom de i Hu, at dette var skrevet om ham, og at de havde gjort dette for ham.