தொடக்க நூல் (ஆதியாகமம்) 11:1-9 அல்லது தொடக்க நூல் (ஆதியாகமம்) 2:4-7
தொடக்க நூல் (ஆதியாகமம்) 11:1-9
11:1 Hele Menneskeheden havde eet Tungemaal og samme Sprog.
11:2 Da de nu drog østerpaa, traf de paa en Dal i Sinear, og der slog de sig ned.
11:3 Da sagde de til hverandre: »Kom, lad os stryge Teglsten og brænde dem godt!« De brugte nemlig Tegl som Sten og Jordbeg som Kalk.
11:4 Derpaa sagde de: »Kom, lad os bygge os en By og et Taarn, hvis Top naar til Himmelen, og skabe os et Navn, for at vi ikke skal spredes ud over hele Jorden!«
11:5 Men HERREN steg ned for at se Byen og Taarnet, som Menneskebørnene byggede,
11:6 og han sagde: »Se, de er eet Folk og har alle eet Tungemaal; og naar de nu først er begyndt saaledes, er intet, som de sætter sig for, umuligt for dem;
11:7 lad os derfor stige ned og forvirre deres Tungemaal der, saa de ikke forstaar hverandres Tungemaal!«
11:8 Da spredte HERREN dem fra det Sted ud over hele Jorden, og de opgav at bygge Byen.
11:9 Derfor kaldte man den Babel, thi der forvirrede HERREN al Jordens Tungemaal, og derfra spredte HERREN dem ud over hele Jorden.
தொடக்க நூல் (ஆதியாகமம்) 2:4-7
2:4 Det er Himmelens og Jordens Skabelseshistorie. Da Gud HERREN gjorde Jord og Himmel —
2:5 dengang fandtes endnu ingen af Markens Buske paa Jorden, og endnu var ingen af Markens Urter spiret frem, thi Gud HERREN havde ikke ladet det regne paa Jorden, og der var ingen Mennesker til at dyrke Agerjorden,
2:6 men en Taage vældede op at Jorden og vandede hele Agerjordens Flade —
2:7 da dannede Gud HERREN Mennesket af Agerjordens Muld og blæste Livsaande i hans Næsebor, saa at Mennesket blev et levende Væsen.